Jeg har været til begravelse i dag.
Men det gjorde den nu alligevel. I hvert fald måtte jeg flere gange sige til mig selv, at nu måtte jeg altså tage mig sammen.
Der sad jeg på næsten bagerste række i knaldrød jakke til min gamle folkeskolelærers begravelse og havde lyst til at lade tårene trille..... tja!
Nok er det 20 år siden, man har set manden sidst, men et eller andet må han jo have betydet, når man nu var der.
Vi skulle egentlig have set ham så sent som i august mdr., da min gamle klasse holdt 20 års jubilæum, men han måtte desværre melde afbud pga sygdom. Rigtig trist, kan man godt sige nu.
Egentlig er jeg slet ikke til det der kirke-noget, men når nu folk vælger at sige farvel på den måde, så må det jo have givet mening for dem, og så må man jo respektere det.
Jeg sad dernede bag i kirken og kunne næsten ikke lade vær med at trække på smilebåndet, da jeg så hvilken salme, der stod som den første på tavlen. " I østen stiger solen op".
Jeg lover jer! Jeg har ikke tal på, hvor mange gange i mit liv, jeg har sunget den sang.
Fra min første dag i 1 klasse, sang vi den hver morgen med Svend, og jeg tror faktisk, at den fulgte os lige til han vel omkring sjette klasse blev sygemeldt med dårlig ryg.
Så kan I selv lægge sammen og trække fra. Det bliver altså til mange gange....
Til slut, da familien skulle bære kisten ud, måtte jeg altså lige synke en ekstra gang. De blev nemlig akkompagneret af Kim Larsens " Om lidt bliver her stille", som også fulgte min far til graven for snart 12 år siden.
Det siges, at tiden læger alle sår! Men der er altså nogen, som meget let springer op igen. Jeg forstod i hvert fald til fulde, hvordan den familie havde det, da de fulgte deres far, mand, bedste- og oldefar ud.
En trist grå efterårsdag.....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar