Endelig er han hjemme igen, Nicolas.
Han har igen igen igen været på efteruddannelse.
Et er godt ved forsvaret trods dets status som statslig institution.
Man får dævlen dulme meget efteruddannelse.
Hvorfor er det ikke sådan inden for sygehusvæsen og des lige?
Well! Det var slet ikke her, jeg ville hen ;)
Jeg ville egentlig bare fortælle jer, hvor dejligt det er, at han er her igen ;)
Det kan altså godt nogle gange føles lidt alene at skulle snakke og kommunikere via telefon.
Faktisk hader jeg det.
For man kan altså ikke se og føle den anden person på samme måde.
Da han var i Afghanistan elskede jeg min telefon og jeg veg ikke fra den.
Men nu er den ikke længere min bedste ven.
Kun en nødvendighed.
Nu er den kun en påmindelse om, at han ikke er her.
Men nu er han hjemme ;)
Og med sig hjem bragte han remedier til at lave den fødselsdagsgave til min lillebror.
Han har købt bøg, kamelknogler, stål og komprimeret læder.
Så prøv I lige at gætte, hvad han skal i gang med......
Min lillebror er en ivrig jæger..... hjælper det?
Jeg glæder mig til at han går i gang.
Jeg elsker at se ham arbejde.
Jeg ved ikke, om I kender det?
Den følelse, den oplevelse, det giver at kigge på nogen,
når de laver ting, som de er rigtig gode til.
Det er en god følelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar