fredag den 29. oktober 2010

Katte har ikke 9 liv.......Men de der har.....

Nej!
Jeg ved, at I nok undrer jer nu.
For hvor pokker vil jeg mon hen med den?
 Men rolig nu!
Spænd sikkerhedsselen og læn jer tilbage.
For den historie I skal høre nu er anderledes, meget underholdende og lidt svær at holde styr på.

Som I nok husker, fik jer for ikke såååååh længe siden en lille affældig killing inden for døren.
Killingen som vi endnu ikke er sikre på, om er en han eller en hun 
(vi mener det sidste), 
har fået navnet Kaddi.
For det passer jo til begge køn.
Ualmindelig kønsløst og intetsigende og kedeligt.
Og ikke et navn, der skaber karakter.
Men sådan er vi.
Vores misser hedder Daffe, Trold og Kaddi.....hmmmmm

Men sådan er det ikke hos min søster.
Dyrlægen med det bløde hjerte.
Dyrlægen som hellere tog killingerne med hjem end at aflive dem...... tsk tsk tsk.

Og kære læsere!
Det er nu den rigtige historie starter..........

Min søster har NI katte!!!!!!!
Ja !
Nu tænker I nok, at hun har ni usle, tynde gårdkatte, med slunkne kroppe og tynde haler.
Ni katte, som kun lever af mus og køkkenaffald......hmmmmm
Men nej!
Hun har NI fuldfede, lækre, sunde og meget kælne katte.
Ni katte med hver deres historie, personlighed og særpræg.
Ni katte med navne, som giver mig mavekramper af grin, når jeg remser dem op.

Hør og døm selv.....

Det hele startede med Pedersen.
En stålgrå hunkat med en personlighed, så vi alle sammen ville ryste i bukserne.
En Dame med stort D.
Pedersen kom som den første kat hjem i Kamillas dengang nye hus.
Hun var en af de killinger, som skulle have været aflivet, men som nu fik en ny chance.
Hun er stammoder til  alle de katte I kommer til at høre om fremefter.
I dag lever Pedersen i selvvalgt eksil på nabogården.
Hun fik nok af sine børn, børnebørn og oldebørn og valgte i stedet at flytte til nabogården.
Vi har hele tiden vidst, at hun var lidt snoppet, men dog ikke, at det var så galt.
Men selvfølgelig skal hun ende sine dage et sted med privatfly og klippede græskanter.
Hvad andet skulle passe til Pedersen?


Men en slægt kan jo ikke starte med kun et led.
Og den anden part i slægtsledet er Lille Per.
Lille Per var den anden killing Kamilla bragte med hjem fra arbejde.
Man kan vel næsten vove at kalde ham The missing link.
Fordi for det første er han væk i dag. Aflivet pga et ødelagt øje.
Men for det andet var han en sær lille kat.
Forestil jer Quasimodo  som kat????
Som killing var han en sød størrelse.
Lille, tæt og kul sort.
Det sorte kun skæmmet af en hvid halespids og lidt hvidt på bryst og snude.
(Halespidsen er nu blevet et kendetegn for gårdens katte og vil være et evigt minde om Lille Per).
Men som voksen udviklede han sig i en lidet charmerende retning.
Store kuglerunde øjne. 
Stadig meget lille og tæt. Lidt småbøsset og faktisk ikke hankattekønnet værdigt.
Og med et underbid, som i forestiller jer en torsk hevet direkte op fra dybet og med den ene undertand stikkende uden for munden.
Men udsende eller ej! Han var en charmetrold.
Han var en Pleaser .
En kat som smed sig for dine fødder , rullede rundt og spandt som en støvsuger i fuld aktion.
En kat man alligevel ikke kunne lade være med at elske.
Han er ikke mere......


Pedersen og Per nåede inden de forlod gården på forskellig vis at få ungerne Ronni og Pil.
To lækre killinger, som man faktisk en overgang fristedes til at tro slet ikke kom af de to forældre,
men som siden har bevist, at seriøst, det gør det.
Gråstribede, tætte, med søde snuder og hvide aftegn.

Bortset fra Ronni, er Pil er moderen til resten af de katte i vil høre om her i dag.
Hun er en dygtig og dejlig mor.
En dame med stil, men dog en dame, som er faldet lidt af på den med årene.
Mange fødsler og plejeperioder har tæret på hendes krop.
Og det, der på et tidspkt var en smuk, slank kat, er i dag en halvbuttet, aldersprægt kat med hængedeller (ikke at forklejne nogen med hængedeller......meeeeen!)
Nu kan jeg kun tale for mig selv, og ud fra de erfaringer jeg gør mig, når jeg er på besøg.
Men for mig, er hun en bestemt dame, som gerne får sin mening.
Men samtidig er hun en dame, som efterhånden ikke gør sig så bemærket mere. 
Hun er falmet.
Sådan er det måske at blive ældre og at blive overskygget af ungdommen?
Pil er endnu og lur mig, om hun ikke barsler med endnu et kuld til foråret.


Pils bror Ronni er, tror jeg, yndlingskatten.
En stor kastreret basse med selvtillid og lækkert hår.
Afkom af Lille Per og med hans karakteristiske hvide halespids
En kat man ikke kan andet end at elske.
Han ved hvordan man charmer damerne.
Det kræver blot et lille nus på begge Kamillas kinder, eller en lang udstrakt krop på køkkengulvet, 
så skal han nok få alt det kæleri og søde ord, han ønsker.
Han ved det og han udnytter det ;)
Ronni har valgt at leve en lidt tilbagetrukket tilværelse det sidste stykke tid.
Han har trukket sig fra stalden, det lune halm og resten af flokken.
Han er træt af bøvlet med ungdommen (som sin mor) og gider ikke slås om madskålen.
Men Ronni er trofast og har endnu ikke forladt Kamilla.
Mon han gør det?


Og nu til Pils første killinger.
Berte og Bente.
Ikke som navnene lyder to damer. Men en dame og en herre.

Bente blev siden til Benni.
Men Bente er ikke mere. 
Han forlod operationsbordet halvt bedøvet efter en kastration og kom først hjem efter seks uger med en hofte ude af led.
Det var den anden af Kamillas katte hun, med blødende hjerte, måtte aflive.
Bente var en lækker kat.
Mørk gråstribet med et rigtig drengeansigt og gulgrønne øjne.
En rigtig killer.
Skabt til at løbe og lege.
Han er væk, men istede er der kommet nye efterkommere af Pil, som minder om ham.
Ære være Bentes minde......


Den anden fra kuldet
BERTE!
og ja! 
Jeg skriver navnet med stort, fordi hun er en kat man på godt eller ondt ikke kan komme udenom.
Som lille var hun smuklingen, med Per kendetegnet den hvide halespids. poter og mave.
Elsket og krammet og kælet.
Men i hendes tidlige ungdom gik det galt for Berte.
Hun udviklede en meget uharmonisk og lidet køn krop, hun blev overvægtig 
og hun mistede sin selvtillid og sit selvværd og hun lod sig mobbe.
Hun trak sig fra flokken og er i dag udstødt.
Hun er jaget vildt, hvis hun viser sig. 
Stakkels Berte.
En trods alt kønnere, slankere udgave af sig selv, men dog fortsat en skygge af en kat.
Man tror det er umuligt, at en kat med en sådan personlighed, rent faktisk skulle være kælen og et hyggedyr.
Men det er hun.
Hun ELSKER at blive kælet og kan slet ikke holde ud ikke at få opmærksom.
Hun er en kat med to personligheder.....


Af Pils næste kuld er kun en tilbage ho Kamilla.
Muggine (sort som djævlen )og Neffertiti  (Pil op af dage, en yndig pige)er hos henholdsvis vores lillebror og hos svigermoderen i Kbh.
Men Kalle er tilbage.
Oh ve og vel.
Gråstribet, fin, lille og med grøn/gule øjne, der slå gnister.
Navnet siger hankat, men sindet siger hunkat.
Hun er det sidste og måske er det også derfor at Kalle er faldet ud, som hun er.
Identitetsforstyrret af sit navn.
Hun er arrig, hidsig og kællingeagtig som en dame, men hun slås som en mand.
Hun jager de andre fra maden og hun er humørsyg som bar fanden.
Kalle lever livet på spidsen.
Hun er sin egen største fjende.
Hun skal passe på.
For lever man i en flok, skal man kunne indordne sig. Og det har endnu ikke bevist.
Hun bliver holdt øje med........


Og så kommer vi endelig til lille søde charmerende Hildúr.
Ene tilbage, efter at hans søskende forlod ham og nu lever i den store by.
Hildúr er en ener.
Han er en lille mandsling.
Og lige som sin bedstefar lever han ikke helt op til mandskønnet. 
Han er en skøn lille multicolor, med en hvid stribe siksakkende tværs ned igennem hans ansigt.
Han er spinkel og nuttet men uden et eneste tegn på mandighed.
Han er flokkens og måske også Kamillas yndling (hvis man ser bort far bassen Ronni).
Lille og nuser og verdens mest kælne kat.
Man kan jo godt have selvtillid og lækkert hår selvom man er en lille lort og bestemt ikke lever op til det .
I ville elske ham ;)


Det erfterfølgende kuld står som i lidt af en tåge for mig.
Den killing, som egentlig gjorde mest opmærksom på sig selv, var Beholderen
Killingen med det usædvanlige navn.
Killingen som pludselig forsvandt.......
Kamilla mistænker posten?
Og jeg kan kun sige, at med mine sidste erfaringer med Post Danmark, 
er jeg tilbøjelig til at give hende ret....tsk tsk tsk.
Beholderen er væk, og tilbager er Jojo og Frans.
Den ene Jojo, udseensmæssigt sin mor op af dage. 
Faktisk så jeg igår forvekslede dem.
Den anden totatl Bente og Kalle.
De to unge lømler lever som en del af flokken, men har ikke formået at bide sig fast i min bevidsthed.
De er der.......


Sidst men ikke mindst er der Bertil og Benjani.
To killinger tilbage af et stor 7 killingers kuld.
Tre døde ved fødslen og to vi ikke taler om.
To killinger, som på nuværende er på deres højeste.
Den sødeste tid.
To uldtotter, som kommer tromlende, når man kalder på dem.
En lysegråstribet (Benjani), som I Kamillas hoved er den nye Beholder.
Og en anden sin mor op ad dage (Bertil).
Også her er det muligt, at vi faktisk har to små damer.
Men lur mig...... de kommer alligevel aldrig til at hedde andet en Bertil og Benjani.
Hvordan vil de mon udvikle sig?
Vil de som Kalle og Berte blive til skæve eksistenser, 
som Jojo og Frans bliver svage personligheder,
eller vil de som deres bedsteforældre stå frem og blive personligheder, man husker?

Kamilla skaber sine kattes identitit og jeg elsker det.
Men gør de selv?


Okay!
Så kan I godt slappe af.
Der er ikke flere katte at fortælle om.
De af jer, som har læst med hertil er utrolige og jeg håber I har hygget jer ;)
I andre forstår jeg alt for godt.
Det her er en underlig historie.
Men jeg måtte fortælle den ;)

5 kommentarer:

  1. Tak for underholdningen. Om katten som forlod opperationsbordet grinede jeg højt. Hold da kæft et gedemarked.
    Sideløbende med din historie, kørte en anden i mit hoved. Kamillas hjem, er jo mit barndomshjem,som husede en familie nogenlunde lige så skæv og utilpasset som kattenes. I vores familie kan trækkes tråde til såvel de mest exentriske personer til ham som kører rundt og sælger døde dyr, en ikke særlig vellidt og ret fattig person som feks Ditte Menneskebarns far. Ludere, lommetyve, præster og fine fruer, alle var repræsenteret i min fars omgangskreds. Den historie lader vi lige ligge. Den er lang men MEGET underholdende.

    SvarSlet
  2. Og jeg som bare havde fantasi til at opkalde min kat efter yndligsgarnet Noro, fordi banditten er stribet :o)

    SvarSlet
  3. Åh os mennesker og vores dyr :-) Fantastisk historie

    SvarSlet
  4. Det er lidt sjovt som de kræ kryber ind under huden og man bliver knyttet til dem, selv om jeg er overbevist om at de sagtens kan leve uden os... men jeg ææælsker deres selvstændighed :)
    Min yndlingskat er heller ikke mere; Fryns hed han, og var en stor main coon kastat... de skønneste italienske lokker, som stod i en strid sidevinds-frisure når han gabende modtog mig efter arbejde..( havde han haft hænder, havde han kløet sig i rø...) Han vandrede ind i folk med træsko på, og blandede sig dovent i ALT man lavede. Dvs, han smed sin krop omkring på det man sad med, krævede sin "retmæssige" krammer og daskede ellers rundt. Vi kaldte ham også "Italieneren" for han havde den der cool attitude, og så havde han smørhår... skønt.!
    Han fik dog fedtlever, og efter et lille 5 cifret beløb måtte vi give op med tvangsfodring og behandlinger.. han var sygnet hen, bange og kold i hud og pels.... han er savnet :(
    Knus herfra :) og tak for din skønne fortælling om de skønne væsner. :)

    SvarSlet
  5. Skønne historier om dejlige og elskede katte. Hjemme hos mine forældre har den sidste kælekat lige forladt verden efter 14-15 år. Han var majestæten der ikke lod alle kæle for ham og majestæten der kun ville spise tun en overgang. Hans navn var Bent Erik *lol* og en skøn kat.

    SvarSlet